Forside » Gårdbutik » Arrangementer og oplevelser » Nissestien

Nissestien

NISSESTIEN i vores juletræsskov må siges, at være en stor succes for vore gæster. Titusindvis af mennesker har gennem de forgangne år benyttet sig af stien – som er en virkelig hyggelig tur med mange oplevelser og aktiviteter gennem skoven for alle aldre. Nissestien åbner hvert år efter sommerens renovering i forbindelse med skolernes efterårsferie og der tilføjes nye aktiviteter hvert år, så der altid er noget nyt at opleve og se og den er helt GRATIS at benytte

Nissestien, der som sagt er GRATIS, er helt specielt for vores sted, noget tilsvarende findes ikke mange steder, og det gør at stien, sammen med de andre aktiviteter der er på Øster Skovgård Julehandel, til et helt unikt sted at tage på udflugt til. Det er der heldigvis mange der har fundet ud af, og vi får således besøg af rigtig mange familier der ønsker at lave en tur ud af at finde årets juletræ. Ligeledes har vi mange institutioner og virksomheder der kommer på besøg i sæsonen. Ring og snak med Pia på tlf. 7060 5711 og reserver evt. også plads i vores kaffelade, hvis I kommer i store grupper.

Historien bag Nissestien opstod på en skiferie i Norge i 1999, hvor man kunne løbe på ski igennem et område med trolde. Inspireret af den fine oplevelse, tænkte vi, at det måtte kunne overføres til vores julested. Herefter gik arbejdet i gang og stien er løbende blevet udvidet og ændret hen ad vejen. Vi prøver altid at få nye ideer som kan gøre besøget for vores kunder og besøgende til en bedre oplevelse.

Kom selv og se mere og oplev turen rundt i skoven, hvor du imens du går turen også kan fælde årets juletræ. Har du lyst til at se en video optaget på nissestien kan du se den her eller på vores YouTube kanal, hvor du også finder andre videoer. Men husk! Nissestien forandres i hele tiden og man kan derfor ikke forvente at den ser ud helt som i videoen.

Nissestien er ca. 5-600 m. lang, og er anlagt med en bred sti af muslingeskaller, så man kan gå tørskoet rundt. Klapvogne og personer med rollator har også gennemført turen! På turen, som går igennem skoven, møder man mange forskellige aktiviteter, nissehuler, levende dyr, alle mulige nisser, og selvfølgelig finder du også julemanden i hans kane. Turen starter ved den store blå pakke som ligger for enden af vores parkeringsplads. Få et smugkik herfra nedenunder galleriet. Der er mere end 16 større aktiviteter og endnu flere mindre, på hele turen rundt på nissestien. Enten kan man iagttage tingene undervejs eller man kan vælge at prøve nogle af aktiviteterne selv. Der er f.eks. forskellige legeredskaber, små opgaver og spil, og turen rundt giver helt sikkert børnene (og de voksne) en ekstra oplevelse og der er meget at fortælle og snakke om. Prøv en omgang nissebowling, stik hovedet i hullet på titte bøh væggene og bliv forvandlet til julemanden eller hans rensdyr. Husk kamera – og tag billedet til årets sjoveste og sødeste julekort! Vi har flere steder mulighed for at få taget årets julefoto, bl.a. i julemandens kane eller på skødet af vores isbjørn.

Den blå pakke Video om togbygning De syv små dværge Julemandens gaveværksted

Andre ting på Nissestien er en indhegning med levende dyr af forskellig art fra år til år, – en sølvmine ved “De 7 små dværge”, – et højdemålertræ, og du vil kunne finde en flyver og få et motorvejskik og meget andet på din vej gennem skoven.

Vi byggede i 2019 også vores egen julelandsby med små huse, bondegård og kirke, hvor man kan gå på opdagelse efter mange fine detaljer og gå sig en tur imellem de mange huse. Vi prøver at føje noget nyt til hvert år, ikke kun i landsbyen, men på hele stien. Vi fornyr selvfølgelig de ting der er populære med frisk maling og vedligehold så det hele står skarpt til den nye julesæson.

På turen gennem skoven, kan man også deltage i en familie-venlig KONKURRENCE og HVER uge, i november og december indtil d. 23/12 trækkes ugens vinder af en familie-julepakke. Man starter turen ved den store blå gave, hvor konkurrence sedlerne findes og afleverer den udfyldt i julemandens postkasse ved stiens slutning. Husk en kuglepen.

Kom selv og se mere og oplev turen rundt i skoven, hvor du imens du går turen også kan fælde årets juletræ. Har du lyst til at se en video optaget på nissestien kan du finde den her  eller på vores YouTube kanal, , hvor du også finder andre videoer. Men husk! Nissestien forandres i hele tiden og man kan derfor ikke forvente at den ser ud helt som i videoen.

Du kan også læse mere om de enkelte aktiviteter under billederne.

Så selvom du måske tager til Øster Skovgård Julehandel for at købe dit juletræ og julepynt, får du altid en ekstra oplevelse med i handelen. Det er hele turen værd.